Uncategorized @da

Kære alle søde gæster.

Det er med tungt hjerte, at jeg desværre må meddele, at Hjorths Badehotel lukker for sæsonen søndag 9 oktober.

Vi åbnede første juni 2022 med store smil på læben til ny spændende fremtid med helt nyrenoveret hotel og med en vision om at holde åbent hele året. Vores fortælling om et sted midt i uspoleret, smuk natur og en helt særlig ro til eftertanke, fordybelse, nærvær og berigende samvær, er altid gyldig og, efter vores bedste overbevisning, uafhængig af vejrets luner. Her er vejret altid smukt. Solen med sit klare lys, regnvejret med rum til tæthed, blæstens friskhed og sneen, som iklæder naturen en eventyrlig festdragt.

Kort sagt de mange skiftende udtryk har alle en skønhed, hvilket giver forskellige rammer til muligheder.

Men verden bimler og bamler, pludseligt synes gamle bastioner at falde, selvfølgeligheder nedbrydes og midt i al denne forvirring, utryghed og famlen, stiger alle priser eksplosivt.

Vores elregning er i sommerperioden tredoblet, og de nyeste bulletiner antyder, at der vil være yderligere stigninger og endda mangel på energi den kommende tid. Vi har svært ved at forkæle vores gæster i vores hyggelige restaurant, hvis strømmen til køkkenet mangler. Vi kan heller ikke holde den varm og lyset vil gå.

Vores vaskeregning er i sommerperioden mere end fordoblet igen forårsaget af de stigende elpriser, men bestemt også den generelle inflation.

Råvare- indkøbene til køkkenet er steget med mere end 40% – nogle varer endda med mere end 100% og vi nægter at gå ned i kvalitet på vores roste madoplevelser.

Nu er der så kommet yderligere stigninger pr 1 oktober med 30% på alle rengøringsmidler, 50% på papir – toiletpapir, servietter osv.

Alt dette gør det mere end svært at drive et hotel med forkælelse, smil og en særlig varm familie-fornemmelse, hvor usikkerheden især på både energipris og forsyning tynger voldsomt.

Derfor lukker jeg nu hotellet og beklager stærkt den sene udmelding. Jeg har til det sidste kæmpet for at få flere bookinger i hus og, ikke mindst håbet på, en fornuft og forståelse fra vores politikere både herhjemme og EU. Men deres netop lancerede ide om (energi-)lån synes at være en dødfødt ide for en branche, som i corona-tiden brugte al egenkapital på at overleve og derfor nu står uden reserver. Samtidig synes udviklingen at pege imod en recession, hvilket desværre, igen i denne branche, vil betyde nedsat omsætning. Et lån vil her betyde en løkke om halsen.

Men vinteren bliver for os ikke grå! Vi vil bruge tiden aktivt på at udvikle, forfine og eksperimentere med vores produkter, evaluere på sæsonen og sammen som hold have sociale aktiviteter, hvor vi fastfolder og uddyber vores store glæde ved hinanden som kollegaer, ja jeg vil gå så langt som at sige ”arbejds-familie”.

Jeg/vi håber på jeres forståelse og vil glæde os til, hvis alt går vel, at åbne fredag 3. marts 2023.

Vi glæder os til at se jer

På hele holdets vegne:
Bedste hilsner
Mikael Valentin

Hygge, glæde, afslapning og forkælelse. En boblende glæde i maven. Jul på Hjorths.

Alle weekender i november og december lader vi julen snige sig ind, køkkenet fylder rummene med barndommens dufte, gran, småkager og gløgg til at varme den kolde krop efter vandreturen ved det brusende hav tid til ro, nærvær og samvær.

Juleweekend på Hjorths indeholder:
2 overnatninger i dejligt dobbeltværelse med eget bad/toilet

Ankomst fredag eftermiddag til husets hjemmelavede gløgg og æbleskiver
Dagens 3 retters menu kl. 18.00.
Kaffe og hjemmelavet julesødt i opholdsstuen.

Lørdag
Lækker hjemmelavet morgenmad
5 retters jule – menu kl. 18.00

Kaffe og hjemmelavet julesødt i opholdsstuen.

Søndag
Igen hjemmelavet morgenmad

Pris 2.595,- pr person

Er du i gang med et skriveprojekt, og vil du have den vildeste inspiration, personlig professionel hjælp til dine ord og ideer – og skøn forkælelse i selskab med gode ligesindede?
Eller vil du bare opleve en magisk og fantastisk uge helt ud over det sædvanlige og nyde det smukke efterår i et af de mest fantastiske naturområder på toppen af Danmark?

Så er dette helt unikke og inspirerende skriveretreat på Danmarks hyggeligste badehotel med en perlerække af fantastiske gæster samt flere timers personlig 1:1-coaching både før, under og efter opholdet måske lige sagen.

 

Mød:

Allan Olsen
Birgitte Raaberg
Jan Grarup
Mich Vraa
Eva Mulvad
Poul Madsen
Pia Møller Søe
Bo Østlund

 

Det hele foregår i de samme lokaler, hvor Karen Blixen i vinteren 1936/37 sad om aftenen og fortalte historier fra Afrika for en kop te og en småkage, mens hun inde i Skagen skrev ‘Min afrikanske farm’.

Hvis du vil høre mere om skrive-retreatet i Kandestederne og læse den fuldstændige program, så check Facebook-siden ‘Årets vildeste skriveretreat’ her: https://lnkd.in/geFcXtVV

Den dygtige maler Ole Riber udstiller sine bevægende og sært dragende fortolkninger af Kandestedernes mange udtryk.

Han formår på fineste vis at omsætte naturens mange sarte ansigter til egne malerier, som indbyder til at stoppe op og nærmest gå indenfor i malerens verden.


Udstillingen starter lørdag 23. juli til og med søndag 31. juli,
hvor Ole selv vil være til stede fra 15.00 til 18.00.

Værkerne vil både være i Hjorths lade og på vores nye galleri-gang.

+45 98 48 79 00 Book
This site is registered on wpml.org as a development site.